top of page

CV

Faglig profil

​

Jeg er en engageret og iderig journalist- og socialvidenskabsstuderende. De seneste fire år har jeg målrettet mit studie til at forstå og belyse samspillet mellem journalistik og samfund. Jeg kan således beherske den journalistiske praksis samt analysere og identificere sociale og samfundsmæssige problemstillinger. Dermed er jeg også i stand til at anskue problemstillinger tværfagligt og har viden indenfor politisk kommunikation i forhold til planlægning og tilrettelæggelse af kommunikationsmateriale.

 

Min bachelorgrad har desuden bragt mig vidt omkring i samfundet, da jeg både har interviewet fortravlede børnefamilier, pressede socialrådgivere og politikere. Sideløbende er jeg frivillig i Børn, Unge & Sorg, hvor jeg rådgiver og kommunikerer med unge, der oplever alvorlig sygdom eller dødsfald i familien.

​

Journalistisk erfaring

​

Februar 2017 - Lokaljournalist på Dagbladet Roskilde, medieprojekt

Jeg var i praktik på Dagbladet Roskilde, hvor jeg fik mulighed for at få et indblik i det journalistiske maskinrum. Jeg indgik i det daglige redaktionsarbejde og leverede artikler til nyhedsstrømmen i avisen. Jeg var ude i felten og interviewe borgerne i Roskilde, hvor jeg blandt andet snakkede med frivillige ildsjæle og frustrerede kørelærere. Jeg stod desuden tidligt op en morgen for at levere en reportage fra en morgenfest i lokalområdet, der blev bragt på forsiden. Se produktioner

​

November 2015 - Skribent på NetAvisen

Netavisen skrives af journaliststuderende på Roskilde Universitet og leverer dagsaktuelt stof til interesserede læsere. Jeg var skribent på onlineavisen og leverede primært indhold til redaktionen Social og sundhed. Jeg fik således prøvet kræfter med at producere nyheder til net og lavede produktioner om alt fra bæredygtige begravelser til julens tidlige indtræden. Se produktioner

​

Uddannelse

​

2016-2019 - Påbegyndt kandidat i journalistik og socialvidenskab, Roskilde Universitet.

På uddannelsen kombineres journalistik med fokus på samfund og arbejdsmarked. Jeg lærer at beherske den journalistiske arbejdsproces og får mulighed for at gå i dybden med undersøgende journalistik. Derudover opnår jeg viden om strukturelle forandringsprocesser i samfundet med fokus på konsekvenser for velfærdssamfundet. Jeg bliver desuden også klogere på magtforhold mellem forskellige samfundsgrupper, herunder grupper baseret på køn, klasse og etnicitet. Jeg skrev blandt andet et længere projekt om social ulighed i gymnasiet, hvor jeg var ude at interviewe flere gymnasieelever om deres kommende studievalg efter 3. g.

​

2013-2016 - Bachelor i journalistik og socialvidenskab, Roskilde Universitet

På uddannelsen fik jeg styrket mine kompetencer i journalistisk praksis samt evnen til at identificere sociale og samfundsmæssige problemstillinger, herunder finde løsninger på det moderne velfærdssamfunds udfordringer. Et centralt fokusområde var de processer, der finder sted mellem mennesker, institutioner og virksomheder med temaer som medborgerskab, magt, ulighed og sammenhængskraft. Dette udmøntede sig i et bachelorprojekt med fokus på den aktuelle flygtningestrøm og dens eventuelle konsekvenser for den danske sammenhængskraft.

 

2009-2012 - Student, Hjørring Gymnasium

Samfundsvidenskabelig studieretning med engelsk (A), samfundsfag (A) og psykologi (C).

​

Frivilligt arbejde

​

2014- Frivillig i Det Nationale Sorgcenter, Børn, Unge og Sorg

I næsten tre år har jeg taget vagter på de landsdækkende tilbud i organisationen. Jeg  besvarer brevkasseindlæg, telefonrådgiver og chatter med børn og unge, der oplever alvorlig sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie.

​

Juli og august 2016 - Workcamp i Spanien, Mellemfolkeligt Samvirke

Jeg brugte min ferie på en anderledes og meningsfuld måde sammen med andre unge fra hele verden. Jeg arbejdede frivilligt på et hjem for udviklingshandicappede i Spanien, hvor jeg havde tæt kontakt med beboerne og udførte bæredygtige projekter i lokalområdet. Work campen skabte gode muligheder for at samarbejde på tværs af alder, kulturer og landegrænser, og dermed fik jeg et unikt indblik i andres verdensforståelse.

​

Marts-juni 2013 - Volontør på børnehjem i Uganda, Mellemfolkeligt Samvirke

Jeg brugte mit sabbatår på at udfordre mig selv og mit verdenssyn. Jeg oplevede hverdagen i en anden kultur på tæt hånd, da jeg boede hos en lokal familie i Uganda samtidig med at jeg arbejdede på det lokale børnehjem. I hverdagen ydede jeg omsorg og lavede aktiviteter med børnene, så jeg fungerede som en ekstra hjælpende hånd til glæde for både personalet og børnene. I den forbindelse oprettede jeg også en rejseblog, så jeg både kunne teste, om internettet var nået ud i alle hjørner af den globale landsby samt berette om mine oplevelser og erfaringer.  

​

September-november 2012 - Frivillig i Barack Obamas valgkampagne, Ohio USA

Min første del af sabbatåret skulle bruges på en uforglemmelig rejse til den afgørende svingstat Ohio. Jeg var aktiv på det lokale kampagnekontor, hvor jeg både ringede og bankede på døre hos potentielle vælgere. Jeg fik således lov til at opleve den intense stemning op til valget på tæt hold, hvor jeg både fik indblik i den amerikanske kultur og valgsystem.

​

Erhvervserfaring

​

2014-2015 - Pædagogmedhjælper, Specialbørnehaven De Fire Birke, Hellerup

Jeg var tilkaldevikar med en fast dag om ugen, hvor jeg havde tæt kontakt med børnene. Børnene var i alderen 0-6 år og havde forskellige multihandicaps, hvorfor der var særlig fokus på det enkelte barns udvikling.

​

Januar-marts 2013 - aflastningsbarnepige, Hjørring Kommune

Jeg transporterede en 12-årig psykisk syg dreng til og fra hans behandlinger, hvilket bød på mange dybe samtaler i bilen.

​

Juli-september 2008 - Ekspedient og tjener i Cafe Fisk over to sommersæsoner, Tversted

Jeg har langet mange fisk over køledisken i min sommerferie, hvormed jeg kan kende forskel på en havkat og en lyssej. Arbejdet gav desuden også rig mulighed for at øve mit tysk og engelsk, da mange af de faste kunder var ferieturister.

​

2008-2012 Bagerekspedient ved Konditorbager, Hjørring

Bagerens slogan "Det dufter og smager hos din Konditorbager" har jeg mange gange sendt i kundernes retning. Jeg lærte desuden at være serviceminded og sætte pris på de tidlige morgener, når der skulle langes rundstykker og morgenkager over disken i de tidlige weekendtimer.  

​

bottom of page